SKÆG-JERRIG

Historien om Skæg-Jerrik og hans storstue

I 50-året for Dansk Skolescenes erhvervelse af de bygninger på Nørre vold, der blev til Thomas P. Hejles Ungdomshus, har man bedt mig om at beskrive de forventninger, der var til projektets start og første leveår. Jeg var jo som Thomas P. Hejles medarbejder i Dansk Skolescene med fra starten. På lange spadsereture fra Sdr. Fasanvej, hvor Hejle boede, og til Dahlerupsgade, hvor Dansk Skolescene havde sit kontor, fortalte Hejle om sin vision: “Skæg- Jerrik og hans storstue”. Jeg optrådte som en slags sparringspartner og var derfor meget opmærksom, da chancen pludselig viste sig. Og det gjorde den så! En tilfældig eftermiddag så jeg på min vej forbi det, der engang hed “Weinolds selskabslokaler” og senere blev omdøbt til “Weinox selskabslokaler”, kort sagt Nørre Voldgade 23, at der hang et skilt, der annoncerede, at bygningerne var til salg. Jeg vidste, at Hejle var ude efter ledige lokaler, da han var blevet opsagt på lejemålet i Dahlerupsgade, men jeg vidste også om visionen at flytte Skæg-Jerriks storstue ind i storbyen. Jeg ringede derfor til Hejle og fortalte om mit “fund”. Hejle hørte på mig og spurgte så, om jeg var rigtig klog. Da der var gået 14 dage, som efter min opfattelse er en jydes naturlige inkubationsperiode, var det Hejle, der ringede op: “Hvor sagde du, at det hus lå?” Og derefter var bolden givet op. Hejle og Skolescenens mangeårige juridiske konsulent, landsretssagfører Mogens Müllertz, talte med alle mulige mennesker med forbindelse til pengenes verden, ja, selv politikere fra Københavns Kommune var med i at støtte med den daværende overborgmester H.P. Sørensen i spidsen. Endelig indbød Hejle alle “vandbærerne” dvs. Skolescenens tillidsmænd i Storkøbenhavn til et aftenmøde i de nyerhvervede bygninger, og han bød velkommen med ordene “Velkommen i Skæg-Jerriks storstue”. Til alle, der var interesserede i Hejles projekt, fik Hejle udarbejdet to redegørelser henholdsvis den 22. jan. 1947 og den 24. april 1948. De er begge optrykt i “Bogen om Dansk Skolescene” 1956, side 160-64.

Skæg-Jerriks borgerlige navn var Erik Sørensen. Han fødtes i 1830’erne i Sønder Saltum. Han blev uddannet møllebygger og kom allerede som ung ud i svære anfægtelser, der først gjorde ham til pietist. Men så læste han tilfældigt J.P.Jacobsens oversættelse af Darwins udviklingslære. Den greb ham så stærkt, at det endte med, at han blev Nordjyllands første darwinist, til skræk og afsky for egnens besindige befolkning. En af hans ideer var, at han efter døden ville brændes ligesom de gamle nordiske vikinger. Til det brug byggede han i sin have i den lille landsby en kombineret gravhøj og ovn til ligbrændingen. Han murede selv højen op af gule teglsten. Udvendig var den beklædt med jord og græstørv, indvendig havde den form som en spids ovn med en slags skorsten foroven og et lille tilgitret rum, hvor urnen med hans aske skulle stå. Efter døden ville han desuden træde til og redde det danske landbrug, som han allerede før første verdenskrig forudså ville komme ud for trængsler. Han grundlagde et fond, der skulle hjælpe landboerne i hans eget herred, og det skulle stå, til det engang nåede op på to millioner kroner. Skæg-Jerriks interesse for udviklingslæren fik ham til at kaste sig over geologien. For at følge rigtigt med måtte han imidlertid ty til den udenlandske litteratur. Han satte sig for at lære tysk og var snart nået så vidt, at han kunne pløje sig gennem sprænglærde tyske værker. Thomas Hejle lærte sit første tysk hos Skæg-Jerrik. “Når vi sad og læste tysk sammen”, fortæller han, “og vi kom til et ord, som Jerrik ikke kunne klare, sagde han bare “Fjedt” og gik uanfægtet videre”. Navnet Skæg-Jerrik fik han grundet sit skæggede vildmandsansigt.

Skæg-Jerrik var meget interesseret i ungdommens udvikling. I 1880’erne var det almindeligt, at man i hvert sogn holdt en liegstouw. Den gårdejer, der lagde lokale til, fik samtidig ret til spiritusudskænkning, så der var rift om at få disse liegstouwer, der efterhånden havde udviklet sig til kun at bestå af dans og drik. For at modvirke dette opførte Skæg- Jerrik med sine egne hænder en forsamlingssal, som han stillede til de unges rådighed. Midt under dansen kunne Skæg-Jerrik træde ind og afbryde lystigheden med et foredrag. Da han syntes, at moralen efter liegstouwerne var noget skæv, og han ikke, som han sagde, ønskede at optræde som “kobler”, holdt han belærende seksualforedrag, som vakte afsky og harme blandt de ældre. At holde sådanne foredrag for de unge, oven i købet mænd og kvinder sammen, var jo noget ganske uhørt den gang.

Skæg-Jerrik var en meget belæst mand. Da Thomas P. Hejle efter sin studentereksamen sammen med en kammerat, Frejlev, der senere blev lektor, besøgte Jerrik og syntes, at de havde slugt alverdens visdom, overraskede den gamle mand dem med et historisk foredrag, der begyndt med Knud den Hellige. Ikke et årstal blev glemt, og ikke en enkelthed var udeladt. Begge måtte gå bort, beskæmmet over den smule, de vidste i forhold til den tilsyneladende enfoldige gamle lægmand.

Skæg-Jerrik døde i 1915, godt 80 år gammel. Sin ligkiste havde han i mange år haft stående i en af sine stuer. Det var en yndet spøg for ham at lægge sig i den, når der kom fremmede, for at vise, hvor godt den passede. Gravhøjen, der også stod i mange år førend hans død, brugte han til kartoffelkule og madkælder. Hans jordefærd var pompøs. Kisten bares af seks mand fra sognet, der hver havde en stor cigar i munden … sådan havde han selv ønsket det. Der var sat penge af i testamentet, både til cigarer og til et kaffegilde med wienerbrød bagefter. Det groteske ligtog skred frem mod stationen uden anstrøg af højtid, en ligbegængelse, der var Skæg-Jerrik værdig. Han kunne ikke blive brændt i sin egen ligovn, det ville myndighederne alligevel ikke tillade, og han havde derfor forsonet sig med tanken om at lade sig sende til nærmeste krematorium i Århus. Alene gjorde han sin sidste rejse til denne by, og da hans aske kom tilbage i en prunkløs urne, sattes denne ind i gravhøjen i det lille, indmurede rum bag gitteret.

Skæg-Jerrik var en bemærkelsesværdig mand. Til ovenstående burde således tilføjes, at hans kommode indeholdt en overdådig samling af udklip. Alt havde fængslet Skæg-Jerrik, især hvis det angik ungdommen. På kommodens top var anbragt to konkylier, hvis sitrende toner især tiltrak den unge Thomas. Konkylierne vidnede for ham om en fjern og skøn verden, hvor kunsten reflekterede menneskers længsler og behov.

Hejles to førnævnte redegørelser fra henholdvis januar 1947 og april 1948 viser, at vejen fra vison til realitet ikke var så enkel endda.

Tilbagelænet i sin magelige pensioniststol tænker den gamle medarbejder på, hvad man nu, i anledning af 50-årsjubilæet, kunne ønske for Ungdomshusets fremtid. Den gamle pensionist rettede sig op, og stolen knirkede imødekommende, medens han overvejede sit arbejde i Ungdomshuset: Fortid, Nutid og Fremtid. Fortiden var arvet fra Thomas P. Hejle – symboliseret ved tusindvis af aktuelle avisudklip, store syngende konkylier, og af en særpræget mand, der holdt sære foredrag. I pensionistens nutid (1947- 94) drejede det sig om 47 aktive år (arbejdsår), hvor han udover Ungdomshuset også administrerede Dansk Skolescene, bestående af Skolescenen for Storkøbenhavn og, hvor der ikke var lokale skolescener, af en turnerende virksomhed – Landsskolescenen. Men pensionisten måtte erkende, at som årene var gået for ham, var afstanden til de syngende konkylier og til den store kommode med de mange udklip blevet længere og længere. Belært af sine erfaringer var det tværtimod blevet klart for ham, at Skæg-Jerriks Storstue med alle sine facetter ikke lod sig genopføre.

Pensionistens ønsker for fremtiden er, at de unge fortsat må få et fristed, hvor de kan søge hen, når de synes, at hverdagen bliver for hård.

BJØRN MOE, Fhv. seminarielektor, mag.art. Thomas P. Hejles nære medarbejder og “højre hånd” siden husets start. Indtil 1993 knyttet til Ungdomshuset på forskellige poster.