CIRKUS SANSELIGHED

Cirkus Sanselighed

1970’erne
Enhver tid har sine forandringer – i 1971 og 3-5 år frem, var der fokus på samarbejdsformer, musikken og visionerne. Samværet, fordi alting var i en brydningstid i forhold til autoriteterne over en bredere front – på Thomas P. Hejle fik vi medarbejderråd, nye medarbejderroller, udvalg og uddelegering af ansvar og penge. Det var godtnok noget der fik sveden frem på panden hos visse, hvorimod andre befandt sig som ål i mudder. Der var høj musik og langt hår – kærligheden blev et åbent og overordentligt interessant anliggende. Og Bo Houmøller havde Indre Bys allerstørste nøglebundt. Alt skulle prøves – gråd og grin. Lange diskussioner om livet. Arbejdet, samfundet og omtalte kærlighed smeltede sammen, og alting blev forstået – sådan da.

I spidsen af dette “Cirkus Sanselighed” stod Kuno Børgesen, og hans langlemmede krop snoede sig rundt i alle hjørner – ros og ris. Han var kort sagt hård, men uretfærdig. Ja, ja. I alt var vi vel en 40 lønnede på et timetal mellem 2 og 100 om ugen. Lørdag havde vi fri, hvis vi da ikke lige var ude i samfundet for at blande os. Der var ingen grænse, der ikke blev kysset til. Der var teater og sport, børnemagt og fodbold på militære arealer. (Med lidt god vilje har vi spillet mur op ad Rosenborg Slot). Vi dansede i alle parker, og Israels Plads blev belagt med skøjter og blev Folkets talerstol. De røde i Nansensgade kørte på revolutionære gamle cykler og helt ude i Fælledparken var der sport og arbejderklasse – og alle andre, der holdt møde, fordi de var sprunget ud af et skab. Der var hele tiden nysgerrigheden – Vi kom i EF, Anker tog roret, Dronningen blev dronning, og alt var muligt. Byens største biografer hed Colloseum, Dagmar, Imperial – og Thomas P. Hejle.

Og verden var stadig helt, helt åben – drømme og vilde projekter naturlige. Sandemoses Jante blev godt begravet og overdøvet af Joe Cocker, perler og primi-rock hver søndag. Jøsse var sikkerheden selv i garderoben, hvor man næsten altid fik opbevaret eventuelle negative vibrationer gratis. Og vi var allesammen de klogeste i verden. Det var dengang en kaffebar ikke hed en Café og lå ved siden af Flagforretningen, som de kendte helt nede i Slagelse. Kajs kælder og Luffes udsøgte betjening… Kun ganske få medarbejdere havde bil – Kuno en meget gammel Saab, hvor hans knæ nåede op til loftet, og Bo havde en meget farlig og fin Amazonambulance til fjeldture og brandøvelser. På kolonierne gik man sig platfodet og fik myggestik og kolde afvaskninger. Men vi gik med dolk… Vi var Danmarks bedste Ungdomshus.

Folk med indsigt siger, at vi var medvirkende årsag til Roskildefestivalen, gode kulturministre, bilfri søndage, Vork bakker, Wahls baskerhue, Buksesnedkeren, Hjertets opfindelse og brødrene Streckers tøjbutikker. Det er nu nok ikke hele sandheden, men Gasolin, Alrune Rod og Burning Red Ivanhoe hjalp os med rytmen og den indsigt, der er nødvendig for at kunne flyve over bjerge og åbent hav. Ungdomshuset var vores hjemlige kødgryde. De yngste var knap nok født og fru Hejle underviste i folkedans. Hr. og fru Moe sad på toppen og trak i trådene og vor lokale stjernetyder van Dyke, så vi fik tryghed og lange muntre intellektuelle mødefortællinger. Bag alt dette så Hr. Friis og co., der drog omsorg for os alle. Udefra betragtet var vi en uindtagelig borg – mange af jer står nærmest lysende klart i min erindring – farver og dufte – bevægelser og øjne. Sommetider har jeg lejet gården i Vork. Der går jeg så og tænker. Men det er en helt anden historie.

TILLYKKE

BERNT LUND. Ansat som pædagog i Klubben fra 1971 til 1976.