DEJLIGE ÅR

Det var nogle dejlige år

1950’erne
Da jeg blev født i 1920, var det almindeligt, at en ung pige fra et relativt velhavende hjem skulle passe mand, hjem og børn. Efter en uddannelse som laborant på Statens Frøkontrol, som slet ikke havde min interesse, så var jeg så heldig at møde en mand, der havde været med til at starte et ungdomshus. Ja, så fik jeg mine sønner, og min interesse for unge blev vakt. Gudskelov og tak for det. Det var nogle dejlige år, jeg fik, da jeg blev ansat i Thomas P. Hejles Ungdomshus og blev medarbejder i Klubben. Det var i 50’erne. En spændende tilværelse med mange dejlige oplevelser, både muntre og alvorlige. Et nært venskab med mange forskellige unge, der for mig repræsenterede livet i alle dets afskygninger. Mange som man måske ville kalde for småkriminelle, men som ved nærmere kendskab viste sig, at man ved hygge og snak kunne få et helt andet billede af, og som jeg lærte en masse af om livet i almindelighed. Som eksempel fik jeg af et medlem, der havde, som han selv sagde, rusket i tremmerne, en pragtfuld flyvemaskine udskåret i træ. Den skulle min drenge have. Da jeg overvejede, hvem af dem der skulle have den, mente han, at jeg skulle få en til, næste gang han havde siddet inde. Jeg fik i hvert fald lært, at man i de fleste tilfælde kom længere med forståelse og kærlighed end med straf og revselse. En gang imellem tænkte jeg, at nu blev jeg vist lidt selvglad, men det var den eneste måde jeg kunne hjælpe på. Vi havde jo vore dejlige eksperter såsom f.eks. i boksning, Nick Clausen, som var danmarksmester, Jørgen Koch, som ligeledes var danmarksmester i billard, Knud Runchel i bordtennis osv. Det havde de unge respekt for, for de var jo dygtige i deres fag. Altså måtte jeg (der ikke havde noget at prale af i sådanne færdigheder) bruge min medfødte kærlighed for andre, der trængte til det. Vi spillede og sang, og da vi ikke havde råd til orkester (Ole Dupont’s) hver lørdag, det var jo et stort trækplaster, så lejede vi en musikbox, hvor man kunne lægge penge i, men det viste sig ikke at skulle blive godt den første uge. Da de kunne købe cigaretter i “baren”, ja, så mente jeg, at de nok kunne lægge penge i boksen, så jeg fik lidt succes med min anskaffelse. Det må have gjort indtryk på dem, for næste uge brugte de til min store glæde mange penge i boxen. Men min glæde blev kortvarig, da jeg erfarede, at de havde “tømt” nogle cigaretautomater i den indre by for at glæde mig. Jeg roste dem ikke – sådan da. Jeg havde også en skæg oplevelse da vi, Erna Bindsted og jeg, startede “Pigekammeret” med bl.a. “skønhedspleje”. Normalt ville pigerne jo være i flertal, men sjovt nok var det drengene, der var i flertal. De havde jo nogle hudproblemer, så derfor blev Erna Bindsted kaldt “Bumsekonen”.

Vores danseaftner fik et virkeligt trækplaster, da Otto Leisner kom med og var konferencier ved nogle dansekonkurrencer. Det var forøvrigt hans begyndelse som konferencier. Men vi havde en atmosfære af samdrægtighed, som gav ligesom en stor familiefølelse. Hver aften efter lukketid sad medarbejderne og sludrede om aftenens forløb og problemer, og det gav en god hjælp til hinanden, da alt dette (klubarbejde) var temmelig nyt. Vi var kun så få klubber, ja, det var en anden tid, og de unge havde ikke så mange muligheder for adspredelser. Bl.a. var fjern59 synet jo ikke en konkurrent, som det senere blev det. En lille skæg ting, som jeg følte som et nederlag, var, da jeg havde lavet klubstuen om ved hjælp af mursten, jeg byggede op med planter imellem, og fik lejet et lille pianette, så vi ved levende lys kunne hygge os. Det gik også fint, indtil en aften, sindene kom i oprør, ja, så blev murstenene brugt som kasteskyts, og så var den stemning forbi. Det kunne åbenbart ses på mig, at jeg var skuffet og ked af det, for de kom og klappede mig på skulderen og sagde, at de nok skulle genopbygge det og komme med nye mursten og blomster, men ihukommende måden, de anskaffede pengene til musikboxen, så tænkte jeg med gru på, hvordan grønttorvet og byggepladser ville få en oplevelse en af de nærmeste dage. Denne lille episode var egentlig et billede på min tid i Klubben – skuffelser, som takket være de unge blev til glæde.

KIRSTEN MOE. Ansat i klubben fra 1948 til 1965. Herudover deltaget aktivt i husets liv indtil 1993.